 |
|
|
 |
|
Arizona 13-24/9 2011
Mandag den 19/9 2011
Så blev det turens 7'ende dag, hvor vi skulle køre ca. 284 miles. Vi startede ud fra Williams mod Seligman ad den historiske route 66.
På den historiske Route 66 er der sat skilte op med forskellige tankevækkende ordsprog, og vi lagde specielt mærke til to af dem.
Det første:
Du kan køre en mile på et minut
men der er ingen fremtid i det!!
Det andet:
Møder du en kørende beruset person,
så tænk for ham
for han kan det ikke selv!!
Her i Seligman stoppede vi op og gik på opdagelse i nogle af de souvenirbutikker, der lå langs vejen.
Det var noget af en blandet landhandel at komme ind i. På toiletterne var det sat store dukker op, som de der sad og stod ovenpå forretningen. En mægtig sjov oplevelse.
Efter Seligman gik turen videre mod Hackberry General Store, et af de rigtig sjove steder på Route 66. Det er både en butik, museum og bopæl for John og hans kone, der ejer stedet. John har sin gamle Corvette fra 1957 holdende udenfor butikken.
Her er Anette, Inge og jeg lige fotograferet foran Corvetten fra 57. Den stod fin og pudset udenfor butikken
Efter besøget ved Hackberry store, var det videre igen mod Sitgrave pass ca. 1200 meter oppe og mod den lille mineby Oatman. Her holder vi lige en pause for at nyde udsigten ud over bjergene.
Minebyen Oatman startede for over 100 år siden som en teltlejr. Den voksede hurtigt pga. guldfund.
To minearbejdere fandt i 1915 for over 10 millioner dollars guld, og byen voksede støt.
Byen Oatman er opkaldt til ære for Olivia Oatman, der som ung blev bortført af apachestammen, solgt til mojave indianerne og senere befriet i en handel i 1857.
Da minedriften stoppede overlevede byen på deres madsteder for de rejsende på route 66. Oatman er også de vilde æslers by. Her kommer de ned fra bjergene om morgenen og går tilbage om aftenen. Der kan købes gulerødder og specielt foder til æslerne i byen. De unge føl må ikke fodres, så en af de handlende står hver morgen, når æslerne kommer ned fra bjergene, og sætter et klistermærke i panden på dem. så ved alle de ikke må fodres.
Vi skulle spise frokost på det gamle Oatman Hotel. Et charmerende hotel, hvor alle vægge, det meste af loftet og næsten alle vinduer var klistret til med 1 dollars sedler.
Historien bag dette er, at i minedagenes tid sømmede minearbejderne en stak 1 dollars sedler fast til væggen med deres navn på, så var de sikre på at ha penge, når de kom op fra minen til en øl og noget at spise.
Hotellet er fra 1902, og det ældste to-etagers byggeri i det gamle Mojave amt. Der har boet mange minearbejdere i tidernes morgen, filmstjerner, politikere og andre skurke 😉
- og så holdt Clark Gable og Carol Lombard deres bryllupsnat på hotellet den 18. marts 1939 - sød og sand historie.
Her sidder Bent lige og venter på The Outlaws, efter han er blevet overnusset af et af æslerne 😀
Disse 3 cowboys havde hver dag en forestilling på gaden, hvor de havde skuddueller over et røveri. De var rigtig sjove. De startede med at fortælle, de skød med løst krudt, bare så alle var advaret, og hvis nogen havde alm krudt, måtte de ikke skyde igen 😀 efter forestillingen samlede de ind i hattene til fordel for det lokale børnehjem.
Efter endnu en begivenhedsrig dag sluttede vores tur og de 284 miles i Las Vegas. Vi havde krydset Coloradofloden igen og var nu i staten Nevada.
Her er vi lige ankommet til Tuscany Suites & Casino, hvor vi nu skulle ha to overnatninger og på sightseeing i Las Vegas. Hold da magle en spillerby.
Tirsdag den 20/9 2011
Idag tirsdag på turens 8'ende dag, har vi hviledag, så vi skal ud og se Hoover dæmningen, "verdens" største harleybutik, ind og lige se lidt af det store Casino Venezian og selvfølgelig lidt af Las Vegas.
Tuscany Suites & Casino ligger i kvarteret øst for The Strip, og har kun 716 værelser. Vi rundede også lige Caesars Palace og der har 3.348 værelser, så det må siges at være lidt større end det lokale hotel Ole Lundsgård i Kalundborg. 🙂
Her er det det flotte bed, der ligger lige udenfor vores hotel.
På vej til Hoover dæmningen kom vi forbi søen Lake Mead, der er et nationalt rekreationsområde.
Det nationale rekreationsområde blev grundlagt i 1936 efter at dæmningen blev bygget. Søen regnes for at være den største menneskeskabte sø i verden.
Ved Lake Mead kan der om sommeren være op til 52ºC. Gennemsnitstemperaturen om sommeren er mellem 40 og 45ºC.
Her er et oversigtskort, der måske kan gi en idè om, hvor kæmpe stor dæmningen er. De små ting på dæmningens runding er biler og busser, der passerer dæmningen.
Det er ikke nemt at finde et billede, der kan retfærdiggøre det kæmpe bygningsværk, men vi forsøger lige med et par stykker eller 3 her...
Her ser vi ned på Coloradofloden, hvor den løber ind mod dæmningen.
Hooverdæmningen er 221 m. høj og 379 m lang. Søen Lake Mead bagved dæmningen, dækker omkring
694 km² og har en kystlinie på 885 km.
Der er 17 vandkraftgeneratorer ved Hoover Dam, som producerer 2080 MW
elektrisk energi (sammenligning: Asnæsværket
har en kapacitet på 1057 MW), og de leverer strøm til Arizona, Nevada og det sydlige Californien.
Konstruktionen af dæmningen begyndte i 1931 og var færdig i 1936.
Her på billedet er de 8 turbiner, der producerer strømmen. De to af turbinerne laver strøm, der holder dæmningen igang, de resterende 6 er de, der producerer til de 3 stater.
Her er vi nede under dæmningen, hvor turbinerne er placeret.
Dette monument er rejst til ære for de, der byggede dæmningen.
- og her tog vi afsked med Hoover dæmningen.
Da vi havde forladt Hoover, kørte vi rundt i Las Vegas, og vi kom bl. a. forbi dette skæve hus.
Det er The Cleveland Clinic. Et af USA's førende multispeciale medicinske centre. De arbejder for at fremme forskning, tidlig opsporing og behandling af neurologiske sygdomme (bl.a. Altzheimer, Huntington, Parkinson m.m)
Vi besøgte Casino Vezian, hvor meget er a la Venedi. Her er det Marcuspladsen.
Her er vi på vej ind i casinoet, hvor vi skal se veneziansk stemning, når den er bedst i kopi og indendørs.
Gangene i de casinoer er totalt overdeminsionerede. Vi kunne snildt ha haft vores hus i Caesars Palace's hall.
En lille smagsprøve på, hvad de har på anden sal. Et mini Venedi med kanal, facader, sejlende gondoler, torve og himmel, hvor skyerne glider stille hen over himlen, når du går. Totalt syret og samtidg meget smukt og stemningsfuldt.
Da vi gik der, havde Bent lige for et kort øjeblik glemt, vi var kommet ind, så han undrede sig over himlen pludselig var så lys. Vi snakkede om, at den illusion var fantastisk godt lavet, og den nemt kunne få en til at glemme, man nu befandt sig inde på et kæmpe casino og ikke ude.
Vi skulle så lige runde den store Harley butik i Vegas, og her stod min kære mand så................ næsten med tårerne trillende ned af sine røde runde friske æblekinder. For der stod den jo - hans drømmeharley.
Er den ikke flot, sej og fed - og lige den jeg må eje, sagde han med våde øjne til sin frue??
- men nu er hun jo finansministeren i deres lille kabinet, en streng og hård kvinde (synes han nu) så fruens kommentar var stille og roligt:
Skal du ha ny motorcykel igen min skat, ja- så skal du også ha ny kone!!
hmmmmm - smilede han nu og tænkte, ja det vil jeg overveje, eller tænkte han - ja du har jo ret min skat.
Så blev det aften, og vi skulle finde et sted og spise, men inden da måtte vi bare lige runde Ceazars Palaza. Det er jo så monster stort, så det slet ikke kan beskrives. Her er vi sammen med Inge og Svend, Leif og Kisser og Anette og Kåre.
Vi landede på Harley Davidson restaurent og cafè på The strip, hvor vi fik T-bone med det hele. I guder det smagte godt og der var riiigeligt 😀 det er vist lidt en myte, at alt i USA er overdeminsioneret, for bl.a. maden er i portioner, der ligner de vi har fået andre steder i verden.
Det er et sted, der bærer tydeligt præg af harleydele.... se flere billeder uden Arizone rundt 🙂
Efter maden var vi lidt mere rundt og se, men der var en million mennesker, og vi skulle tidligt op næste morgen og ud på cyklerne igen, så vi listede hjemad mod hotellet.
2 dage i Las Vegas er helt fint, hvis man som os ikke er de store spillehajer
😎
Onsdag den 21/9 2011
Så er det ved at nærme sig sidste tur, og det er ved at være lidt vemodigt at skulle herfra, men der er da stadig 2 dages kørsel tilbage.
Idag skal vi køre ca. 271 miles. Vi skal gennem Death Valley - Dødens dal, og der skulle være varmt som en i h..... så vi skal ha vand ved hvert stop.
Vores følgebil med Hans Jacob og Søren kører foran ud af Las Vegas og frem til Pahrump, hvor vi skal mødes ved Terribles Casino - et casino med en dekorativ western facade. Her skal vi orienteres om turen gennem Dødens dal.
Ca. 30 miles inde i Death Valley nationalpark ligger der et udsigtssted, hvor der er en fantastisk udsigt ud over bjergene i denne del af parken.
Death Valley er en dal i Mohaveørkenen
i det sydlige Californien nær grænsen til Nevada
. Dalen som er omkring 225 km lang, er kendt for ekstrem hede. Der blev målt 56,6 °C den 10/6 1913
hvilket er den højeste temperatur målt på jorden noget sted uden for Afrika
. Dalens laveste punkt ligger 86 m under havets overflade.
- og jeg skulle lige hilse og sige, det med varmen passer - er du da vild i varmen - som man siger 😀
Bjergene i Death Valley er fantastisk smukke. Der har været udvundet guld og sølv i bjergene og senere Borax, som bl. andet bruges i vaskemidler.
Baggrunden her er så smuk, så den kun kan rette op for forgrunden 😉😎😀
Der er ikke så mange billeder fra turen gennem Death Valley da varmen var ulidelig, og vi derfor ikke lavede ret mange stop..
I Furnace Creek, der ligger 50 m. under havets overflade, købte vi cola og sandwich inden vi skulle videre, og her var temperaturen 50 grader i skyggen, så gennem ørkenen må den ha været tæt på 55-60 grader.
Her er vi nok omkring halvvejen gennem ørkenen.
Bent havde en flaske vand ved sit styr. Vandet var blevet så varmt, at han brændte sig i munden, da han tog en tår....
Efter turen gennem Death Valley var der tankning i Stowepipe Wells, og herefter gik turen til Ridgecrest, hvor vi skulle bo på Best Western China Lake Inn.
Her har vi fået parkeret vores motorcykler, og så var det tid til en kold øl, et bad og noget at spise
Torsdag den 22/9 2011
Så er det dagen, hvor vi skal køre de sidste ca. 154 miles ind til Los Angeles for at aflevere motorcyklerne. Jeg tror, alle har det lidt øv over det, men samtidig er alle glade for den fantastiske rejse, vi sammen har været på.
Vi starter dagen med fællestankning, hvorefter vi kører mod Rosamond, Lancaster og Palmdale, hvor vi skal spise frokost.
Her er vi lige ankommet til Palmdale, og her havde Hans Jacob bestilt bruch til os. Det var lækkert, men vi måtte lige gennem en times nervøs venten, for 5 at gutterne var kommet af den forkerte afkørsel, så der var lige lidt tid, hvor vi ventede spændt inden alle var samlet igen.
Nu har vi fået indtaget den dejlige bruch, og venter stadig på de to sidste, der kom ca. en time efter, de var kørt forkert. De nåede så lige maden, inden vi måtte videre mod Los Angeles.
Efter maden kørte Hans Jacob og Søren forrest, til vi kom til de smukke San Gabriel bjerge. Her kørte vi igen på de fantastiske bjergveje, der snoede sig op og ned af siderne. Her er vi lige standset, hvor der er en lille udsigtsplads.
Da der ikke var så mange muligheder for at standse på turen gennem bjergene, er der kun disse to billeder. Dette er fra bjergskråningen, hvor der havde været store skovbrande kort tid forinden. Der var store områder, hvor træerne var brændt.
Så nåede vi frem til Eaglerider med lidt forsinkelse, da 5 af motorcyklerne blev "tabt" i trafikken. Lyskurverne snød dem et par gange, så de tabte os af syne, men de var seje og fandt selv frem til Eaglerider.
Efter motorcyklerne var afleveret uden anmærkninger af nogen slags, fik vi lige handlet lidt t-shirts, fik noget at drikke, og så var vi klar til at blive kørt til hotellet. Vi skulle tilbage til Radisson LAX, hvor hele eventyret startede.
Bent og jeg kom sammen med Birthe og Gynther i en almindelig taxa fra L.A. og jeg skal da lige hilse og sige, at han fik kureret min største frygt for at flyve.
Tør man køre med taxa i Los Angeles, ja, så er der ingen frygt for at flyve mere. Han kørte som en brækket arm, og den dag idag er jeg dybt taknemmelig over at ha overlevet turen 😀
Her er vi alle samlet udenfor Radisson til turens sidste fyraftensøl, hvor vi lidt vemodige siger tak for turen til Hans Jacob.
I aften er der en stor afskedsmiddag kl. 19, hvor vi skal ha 4 retters menu. Den bestod af:
Crabcake, Salat, valget mellem Ribeye-steak, kylling eller laks - og til slut en lækker ostekage med kafe eller te til.
Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der var et par stykker, der holdt tale.
fredag den 23 og lørdag den 24/9 2011
Så er der ingen vej tilbage, intet at fortryde og vi kan ikke gøre det om igen. Nu er det sidste døgn vi går ind i, her i dette kæmpe store land, vi har været i de sidste 11 dage.
Vi har valgt at lægge de sidste to dage samme her, for pga. de 9 timers forskel, så flyder disse dage sammen for os.
Idag starter vi først ud kl. 10, og vi skal besøge Santa Monica, Venize Beach og besøge et meget stort outlet-indkøbscenter.
Vi spiste frokost i Venize Beach, og kl. 14 blev Frank hentet af taxa, da han skulle via London hjem, og derfor være i lufthavnen 3 timer før os.
Her er vi ved skiltet i Santa Monica, hvor route 66 sluttter i vest.
Et billede af en lille bid af den enorme strand ved Santa Monica.
Her er Anette og jeg lige på vej ned af trappen mod stranden.
Vi gik sammen med Kåre og Anette og Inge og Svend.
Fra stranden går der en stor mole ud i vandet, og på den er der en masse underholdning i form af karuseller og andet gøgleri. Det sted her været brugt i flere film 🙂
Kåre, Anette, Inge, Svend og Bent gik de ca. 400-500 meter ned til vandkanten, og nu er det jo ikke lige hvilken som helst vandkant, nope det er kanten af Stillehavet, hvor det næste sted, der er landfast er Hawai eller Japan.
Her blev Bent lige snuppet inden han fik våde sko af en hurtig bølge 🙂
Jeg valgte at vente ved det fortov, der løber langs stranden, for man kan da aldrig vide, hvornår Mel Gibson eller Kevin Costner lige kom løbende forbi vel 😎
- men det er da vildt at tænke på, at kl. 11 står vi på stranden i Santa Monica og indenfor ca. et døgn står vi med kufferten hjemme i Kalundborg.
Her kommer de alle 5 tilbage fra havet. Det ligner en flok cowboys, der er på ørkenvandring 😀
The five desperados 😀😎
Dette smukke træ må lige med inden turen går videre til Venize Beach. Vores næstsidste stop inden lufthavnen og rejsen hjem mod koldere himmelstrøg.
Venize Beach - et sted hvor lyset var stærkt denne dag, så billederne er nok ikke de bedste, men det er en charmerende by.
Måske ikke så velholdt som Santa Monica, men den har sjæl og charme - som en Harley eller Yamaha Virago 😀
Efter Venize Beach blev vi kørt til LAX lufthavnen, hvor 11 fantastiske dage var ved deres endelige afslutning.
Vi er nu klar til at rejse hjem med rygsækken fuld af oplevelser og nye venner, vi har mødt på turen.
Så er det lige før vi begynder på den sidste del af en fantastisk rejse.
Selv her den sidste dag, kunne Bent få flettet ind i næsten hver en sætning, der kom over hans læber: Det fortjener da en Harley 😀
- her var det så Kåre stemte i med en sang til ham, en hyldest til Bents Honda Blackbird hjemme i garagen.
og det jeg husker lyder:
Bent er så glad for sin Honda,
den tar ham nemlig rundt omkring,
for på en Honda,
er det let som ingenting.
Melodien er Jeg er så glad for min cykel
Her er et billede af et par fantastiske mænd, som vi gerne vil sende mange varme tanker og tak til.
Mester, siddende til højre =
Hans Jacob Sternkoph, ejer og rejseleder af MC-rejser. En mand der ved ufatteligt meget om USA, og som har givet os en oplevelse for livet på denne rejse. Hans humor og viden skal om USA opleves, så skulle du ha en drøm om en tur gennem USA på motorcykel, kan vi varmt anbefale www.mc-rejser.dk
Den "gamle" chauffør (hans egne ord) til venstre =
Søren Strunge, chauffør, kuffertbærer, vandbærer, ølbærer og benzinsvinger. Søren er en super dejlig mand, der har et kæmpe hjerte, og da Bent og jeg var så heldige, at sidde sammen med Søren de ti timer fra Frankfurt til Los Angeles og samtale i baren, fandt vi også ud af, han har en utrolig viden, indsigt og forståelse for rigtig mange ting.
- og jeg glæder mig til at læse din bog: Med Kniggers og Anderumpe 🙂
Vi vil også sige tak for dejlige dage og oplevelser til hele flokken af dejlige mc-ister.
Kåre og Anette - Fyn
Svend og Inge- Jylland
Gynther og Birthe - Jylland
Leif og Erika - Jylland
Jan og Charlotte - Jylland
Leif og Kisser - Sjælland
Ole - Jylland
John - Jylland
Arne - Jylland
Lars - Jylland
Ralf - Sjælland
Henning - Sjælland
Frank - Sjælland
- uden jer havde det ikke det samme,
- og skulle I få lyst at skrive en hilsen til os om hjemmesiden her, så bliver vi rigtig glade, hvis I vil gøre det via vores gæstebog.
Tusind tak for turen og for vi måtte lære jer lidt at kende.
Bent og Maja
|
|
 |
|
|
|