Rejsedagbog

Harzen 12.8-18.8 2013

Mandag den 12. august kørte vi hjemmefra kl. meget tidligt om morgenen. Den havde ikke engang slået 6 før mc'erne var på vejen mod de tyske veje og Braunlage i Harzen.

Vi havde planlagt turen derned, men den afveg en smule, for GPS'en var ikke helt morgenfrisk, så i stedet for at lande ca. 8-9 timer senere, ja, så blev kl. 18, før vi kørte ind, nej det må være op ad indkørslen til hotel Villa Sonnenschein, Braunlage. Det er ejet af et par utroligt søde og meget hjælpsomme mennesker - Manuel og Roland 🙂   


På vejen hertil var vi kørt gennem skovområdet Lüneburger Heide, hvor vi havde passeret flere små sideveje ind i skoven. Ved disse indkørsler holdt der små autocampere. Det viste sig at være prostituerede, der drev "forretning" fra rastepladserne...


Fakta om Braunlage:
Braunlage er en by i delstaten Niedersachsen, Tyskland. Byen havde 6.314 indbyggere (december 2010). Braunlage ligger inde midt i Harzen, hvor hovedvej B4 fra Braunschweig til Nordhausen krydses af vej B27 fra Blankenburg til Göttingen.

Vi havde parkeringspladsen helt for os selv de første dage. Så kom der et par tyskere med deres søde mongolsøn.

 

Dagen efter vi var ankommet skulle jeg underskrive nogle ankomstpapirer, men da alderen har sløret mit læsesyn en anelse, så gjorde jeg tegn til Manuela om, jeg manglede mine læsebriller. Fluks tog hun sine af, så kunne jeg da låne. det virkede og så fik vi lige en griner ud af det. 😀

Efter morgenmad kørte vi en tur rundt i omegnen og så nogle af de smukke byer, der er i Harzen. Her har vi gjort holdt for at få lidt at spise.

Vi fik med jævne mellemrum regnvejr den dag.........og de fleste andre dage, men her skinner solen på p-pladsen og det damper efter regnen. regntøjet blev flittigt brugt, og vi kom efterhånden hurtigt efter at trække det på og af i en vældig fart

Bent sidder her i vores meget lille stue - den var vel på ca. 8 m2, men der var både en lille sofa, stol, bord og et tv.

Den gode mand har ikke ondt i hovedet, han ville bare ikke foreviges, det lille pus

Onsdag kørte vi igen en tur rundt i området. Der er utroligt smukt, og der er de fedeste veje at køre på, når man som os suser rundt på mc'ere.

Her kom vi forbi en lille dæmning, der gik over søen.

Ved søen var der denne rasteplads, hvor fruen fandt et brombærkrat.

Straks var manden  der med kameraet - uden den mindste forståelse for, at fruen har hattehår og ligner Michelinmandens kone og måske ikke lige synes, det er den mest flatterende fremtrædende på et billede - men han er uden skrubler og frygtløs.

"Du skal kun tage pæne billeder Bent" bliver der mindet om..

"Ja, ja - det gør jeg da oss, der holder jo også et par pæne mc'er bag dig!" 😎

Vi gjorde holdt i Wernigerode for at spise frokost, og her parkerede vi ved denne store blå bygning, hvor der var marked foran. Det viste sig at være en meget smuk kirke.

................... det kan også godt være, den ikke lå i Wernigerode, men smuk er den 😉

En fantastisk bygning og så med den himmel 🤩

Det var meget overraskende at komme ind i kirken. Den var enorm og meget lys. Der kunne nok sidde omkring 800-1000 mennesker derinde.

Da vi kørte herfra efter frokost, havde jeg på et tidspunkt skrækkeligt meget brug for at frekventere et toilet, så vi fandt en købmandsbutik, hvor jeg fandt en flinker ansat og spurgte ham på smukt engelsk:" Sorry, do you speak english?", hvortil han med et stort smil svarer:" Yes, but my german is much better".

(undskyld, taler du engelsk?
Ja, men mit tyske er meget bedre.)

Det var totalt grineren.

I Braunlage gik vi over og tog en tur med liften op på Wurmberg. Her fik vi eftermiddagskakaoen og en kage 😎 mens vi nød solen.
Der lå dette tårn til skihop, og hvad skuer mit øje...der er dælme spor, hvor de sætter skiene i på vej ned....amen altså, her gik jeg og troede, de selv havde styr, og så viser det sig, de kører i spor, ja, så kan enhver da drible ned af sådan en rampe  eller ikke - det var vist bare pjat.

Der havde været en VM skihopkonkurrence i januar 2011 på denne rampe. 

Fakta om Wurmberg:

Wurmberg er et bjerg i Niedersachsen i Tyskland. Det er med en højde på 971 m.o.h. det højeste punkt i Niedersachsen og samtidig det næsthøjeste bjerg i Harzen, kun overgået af det nærliggende Brokkenberg (Bloksbjerg)

Wurmberg ligger tæt på Braunlage. Fra Braunlage til toppen af Wurmberg er der adgang via svævebanen Wurmbergseilbahn.

Der er en skihopbakke på toppen, men også om sommeren er der stor aktivitet på bjerget, ikke mindst af mountainbikere, der søger hertil i stor stil.

I tiden med Tysklands deling under den kolde krig var der stort anlagte lytteposter på toppen, rettet mod de østtyske installationer på Bloksbjerg.

Hmmmm okay, det er vist ikke for tøsedrenge eller tøsepiger

Der var denne kikkert, men den tog ikke dankort, så vi nøjedes med at tage et smukt billede af Bent med udsigt

Her er en facade fra et bageri og en cafe/restaurant i Braunlage, hvor de har gjort noget ud af det.

- og lidt til højre for dette hus var denne lille plads med de fineste borde, bænke og udskårne figurer.

På en af vores gåture i byen fandt vi denne skønne plet. Det er en sø, hvor der er fred og meget smukt. Der er en million milliard koi-karper, som man kan gå ned og fodre med brød.

Karperne svømmer helt inde ved kanten og ænderne svømmer over dem, og her kæmper de så om, hvem der først får en bid brød. Fiskene vi så, var mellem 15 og 40 cm. lange, så der er for en mindre formue i den sø.

De var overalt - hele vejen rundt om søen.

En bro over søen, hvor Bent lige nyder aftensolen.

Denne lille oase midt i byen er det perfekte sted at slappe af og nyde at bare være 🙂

hov hov dooooo.....kan én nu ikke lige få lov at finde lidt blomsterfrø med hjem uden det skal fotograferes hmmmmm............................

Her kunne vi finde ro for krop og sjæl efter turene ud i det smukke Harzen.

I dag torsdag skal vi en tur til Kyffhäuser. Vi holdt en lille pause for at få en kop tår vand og strække benene, og det skete på denne dejlige plet, hvor manden min sidder lige midt i nydningen

Vi mødte lige denne grønne fætter på en tidsel, og jeg var simpelthen nød til at tage et billede af den..... 🙃

Så kom vi op til Kyffhäuser ad den fedeste vej med en masse sving. Vi optog både op og nedkørsel på video, og de kan ses både her på hjemmesiden og på Youtube.

Oversigtskortet her vise, hvordan området ser ud.

Fakta om Kyffhäuser:
Kyffhäuser er en række bakker på grænsen til den tyske delstat Thüringen med Sachsen-Anhalt. De ligger på den sydlige kant af Harzen. Bakkerne har en samlet strækning på 19 km. og en bredde på 7 km. Det højeste punkt er Kulpenberg på 473,4 m. der ligger i Thüringen.
I den traditionelle tyske mytologi er Kyffhäuser hvilested for kejser Frederik Barbarossa, som druknede den 10. juni 1190 i Göksu floden nær Silifke under tredje korstog.
Navnet Kyffhäuser  stammer formentlig fra ordet "cuffese", der  betyder hoved, kuppel eller højdepunkt. 

Ifølge legenden er Barbarossa faktisk ikke død, men sover i et skjult kammer under Kyffhäuser bakker, siddende ved et sten bord.

Som så mange andre steder i Harzen går det selvfølgelig opad her. Der er fadme hårdt i støvler, køretøj og fugtigt vejr, men op kom vi da, og det var alle strabadserne værd.

Udsigten oppe fra borgen giver et meget godt billede af, hvor højt oppe vi er.

På toppen af bjerget ligger en middelalderlig borg fra det 11. århundrede. Her er der bygget et monument, der viser den tyske kejser Vilhelm I og kejser Frederik Barbarossa. Monumentet er 81 m. højt og bygget i 1896  højt. Det er nu ved at blive restaureret.




Her sidder så kejser Frederik Barbarossa på sin bænk af sten og med sit store hår.

Om Frederik Barbarossa har jeg fundet følgende fakta frem:

Han levede fra 1122- 10. juni 1190. Han var tysk konge fra 1152 og kejser over det tysk-romerske rige fra 1155 til sin død. Han foretog seks felttog mod  Italien, hvor han i Rom blev kronet til kejser af pave Hadrian 4 efter stridigheder med pavestolen.

Barbarossa var en af lederne af det 3. korstog i 1189 og druknede 10. juni 1190 ved overgangen over floden Saleph (i dag Gösgü) i det sydøstlige Anatolien.

Her blev han kastet af sin hest. Chokket forårsagede et hjerteanfald, og tynget ned af sin rustning druknede han i vand, der knapt nåede ham til hofterne lyder historien. Han blev kogt, kødet gravlagt på stedet, mens hans knogler blev ført til Tyrus og begravet der. Det meste af hans store, tyske hær tog hjem, men en del fortsatte under ledelse af hans søn Frederik V af Schvaben og østrigske hertug Leopold V.

Tilnavnet Barbarossa fik han på grund af sit røde skæg.

Efter turen til Kyffhäuser kørte vi til Barbarossahulen. Den ligger ca. 15. km. fra Kyffhäuser. Her måtte der ikke tages billeder, så jeg har fundet nogle på nettet for at vise hvor smukt der er i hulen.

Hulen er ca. 200.000 år gammel og har et areal på 15.000 m2. Den er ca. 1 km. lang og går helt ned til 70 m. under jordoverfladen. Hulen ligger 153 m. over havets overflade, der er en konstant temperatur på 9 grader. Vandet i søerne er 8,5 grader og op til 1.60 m. dybe, og luftfugtigheden er på 95%.

Hulen blev fundet den 20. december 1865 af minearbejdere, og den er ud over Kungur Ice cave i Rusland, den eneste hule i verden med gipslapper. I hulen er der kobber, gibs, alabaster, skiffer og meget mere.

Det er en fantastisk historie omkring hulen, og den er helt klar et besøg værd. Tjek den ud under Links, hvis du har tid og lyst 🙂


Konge/kejsertronen men kronen på bordet.

Her er et godt billede af et af de stedet i hulens loft, hvor man tydeligt kan se områder af Alabast.

Gibslapperne, der er over det meste af hulens tag, er et imponerende syn, og kan godt lige et kæmpe gennemskåret hvepsebo.

Da guiden stod og fortalte, at der med mellemrum godt kunne falde en af disse lapper ned - så skete det - uden en lyd brækkede en af og faldt i en af søerne.

Fredag holdt vi en stille dag, hvor der vist ikke blev kørt så meget, men her gik vi en tur over på den fedeste og bedste minigolfbane, vi til dato har set og spillet på.

Her vil ikke blive nævnt noget om, hvem der vandt - vel Bent

Hvor blev den mon af?????

Heyy skat, den ligger stadig ved siden af dig hihi.........

Ups!

For filan da oss - lige i vandgraven

Hvem mon det var, der var såååå uheldig 😎

Lørdag - sidste dag i Harzen før den lange tur hjem til de hjemlige kødgryder igen - tog vi til Brokkenberg og i god dansk tale kaldet Bloksbjerg. Vi kørte med et skønt gammelt smalsporslokomotiv op ad bjerget. Bloksbjerg er 1141 m. højt.

Lidt fakta om heksene i og omkring Harzen:

Der er næppe noget andet sted i Tyskland, hvor der eksisterer så mange sagn og myter som i Harzen. Mange af dem har med hekse, magi og djævelske aktiviteter at gøre. En af de stærkeste myter omhandler Bloksbjerg, hvor hekse siden midten af det 17. århundrede mødtes Valborgsaften. Først samledes de på heksedansepladsen ved Thale, for derefter sammen at flyve op på Bloksbjerg (der egentlig hedder Brocken) på koste, høtyve og andre egnede ”flyveredskaber”. Her dansede de rundt om et stort bål og kyssede derefter djævelen bag i. Så giftede de sig med djævelen, der som tak gav dem evnen til at kunne trylle. I dag holdes der heksefester den 30. april i stort set alle byer i Harzen. Her vrimler det med ”hekse” og ”djævle” i alle afskygninger, for denne blanding af gamle skikke og magi virker fascinerende på mange.

Lokomotivet, der trak vognene op ad bjerget i et adstadig tempo, og som udsendte kaskader af kulstøv.


Sådan så Bent ud i hovedbunden efter turen

Så er vi kommet op på Bloksbjerg, og her ligger der et tv-tårn på toppen. Der ligger også er hotel med restaurant, Brockenmuseet, Brockenhaven og en souvenir butik.

Toppen af bjerget er af granit, og her vokser kun få buske. Bjerget er meget besøgt af både vandrere og cyklister fra hele verden.

Den tyske digter Heinrich Heine vandrede også op ad Brokkenberg i 1824, og han skrev senere disse ord:
Mange sten,
Trætte ben
Ingen udsyn
Det står en mindesten med hans billede på toppen.
I 1831 besteg vores egen digter og historiefortæller H.C. Andersen også bjerget. Om han har haft trætte ben og intet udsyn skal jeg lade være usagt, men mon ikke han også har kunnet mærke det.

På Brockenberg er der ca. tåge 306 dage om året. Den er dækket af is ca. 100 dage om året, og minimumstemperaturen er ned til -28 grader og årets gennemsnitstemperatur er ca. 2,9 grader. Den højeste målte vindhastighed er på 263 m/t. så man skal ikke være kuldeskær og bange for en kastevind, hvis man vil bo på toppen

Sidste billede fra bjerget er af fruen uden hendes medhekse hjemmefra. Den gode mand, var jo så flabet og spørge mig, om ikke jeg kunne kende stedet fra alle de andre gange jeg havde været der...på kosten!

Fluks røg der en sms hjem til tøzerne, og retur kom der flere trusler til ham om diverse ting, han havde tilgode, når de mødtes igen. 

Sidste og eneste billeder fra søndag og turen hjem, er her fra en tank, hvor vi fik lidt at spise og drikke. På vejen hjem gik det helt efter planen, og vi var hjemme ca. 8 timer.

Dagen inden vi skulle hjem, ville vi sige farvel til Roland og Manuela, da vi ville køre derfra kl. 5.30. Manuela var bekymret over vi ikke kunne nå at få morgenmad, så hun smurte to madpakker med 6 boller med ost og pålæg, 2 æbler, 2 flasker æblejuice og 2 små poser slik til os. Det lå i køleskabet til os næste morgen.

Jeg har lagt et link til Villa Sonnenschein, og selv om hotellet er lille, så er der så meget hygge og hjertevarme, så det langt overskygger størrelsen af hotellet. Morgenmaden var super og der var alt - den kunne godt måle sig med de store 5 stjernede hoteller. Haven bar præg af Roland havde gang i en masse. Alligevel fandt han liggestole og hynder frem til os.
Vi fik de største kram af dem begge og vi måtte love at skrive, når vi var kommet godt og sikkert hjem.

En fantastisk ferie hvor vi fik kørt 1842 km. og set en masse.

e,j,n 14.10.2013 10:55

det er først nu jeg har set jeresers ferie .det ser rigtiggodt ud & i har nydt det,en kærlig hilsen her fra smedevej..der kommer sikkert også en mail,

Gerda 12.10.2013 09:25

Hej Maja og Bent!

Tak for linket. Det var, som altid, en god oplevelse at kigge på Majas referater af jeres ture.

Hilsen fra Gerda

gitte 10.10.2013 08:38

Altid dejligt at læse og Jeres rejser.

gitte 10.10.2013 08:39

om Jeres rejser ...

| Svar

Nyeste kommentarer

15.06 | 08:11

Dejlige billeder og historie - godt gået.
Så forstår jeg bedre din mail/invitation
Så måske næste gang

11.06 | 10:58

Et skønt døgn i dejligt selskab <3 Dejligt lige at få genopfrisket weekenden med fine billeder. Kh. Nadia

02.09 | 17:24

Mange tak Kryger.
Jeg skulle gerne ha skrevet og lagt billeder ind i den uge der kommer.

02.09 | 16:54

Dejlig side